Den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika

Den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika
Foredrag ved Tom Buk-Swienty

Med sin selvbiografiske roman “Den afrikanske farm” fra 1937 om sine 17 år som kaffefarmer i Kenya slog Karen Blixen for alvor sit navn fast som internationalt kendt forfatter. Men selv om hendes bog har mange selvbiografiske elementer, er der tale om en roman. Store dele af bogen – og næsten alt i den senere Oscar-belønnede spillefilm “Out of Africa” (1985) med Meryl Streep og Robert Redford – er fiktion eller glamourisereringer.

Men hvad er den virkelige historie om Karen Blixen i Afrika? Det fortæller forfatteren Tom Buk-Swienty i dette foredrag med udgangspunkt i sin nye store biografi, “Løvinden”, om Blixens liv i Afrika, baseret på mange års research og rejser i hendes fodspor i Kenya. Store dele af biografien har Tom Buk-Swienty skrevet, mens han lejede sig ind på en farm i Afrika. Under sin research opdagede Buk-Swienty, at virkeligheden også i tilfældet af Blixen overgår fantasien. Hendes liv i det billedskønne og dybt fascinerende Kenya var langt vildere, farligere og både mere romantisk og dramatisk, end hun selv fortalte i sin bog. Det var faktisk, som det vil fremgå af foredraget, lidt af et mirakel, at hun overhovedet overlevede sit ophold i troperne.

Glæd jer til et oplysende og fængende foredrag, hvor I bliver inviteret med ind i Tom Buk-Swientys forfatterunivers og gennemgribende research og ikke mindst får et unikt indblik i Karen Blixens tilværelse i Kenya.

Tom Buk-Swienty:
Tom Buk-Swienty er uddannet historiker, og det bærer hans forfatterskab præg af. Han har blandt andet skrevet den historiske bestseller “Slagtebænk Dybbøl 18. april 1864”, der dokumentarisk fortæller om den skelsættende krig i 1864 og det historiske slag ved Dybbøl. Bogen modtog derudover en række litterære priser, blandt andet Årets Historiske Bog og Søren Gyldendal-prisen. I september 2010 udgav Tom Buk-Swienty ‘Dommedag Als. 29. juni 1864 – Kampen om Danmarks eksistens’, som er efterfølgeren til “Slagtebænk Dybbøl”. Bogen handler om den sidste og afgørende fase i krigen 1864, hvor Danmark var tæt på at gå under.

I 2013 udkom Tom Buk-Swientys første bind om Karen Blixens far, den eventyrlystne Kaptajn Wilhelm Dinesen, som blev den mest solgte biografi samme år, og i slutningen af oktober 2014 udkom andet bind. Buk-Swienty var derudover i en tiårig periode frem til 2005 USA-korrespondent for Weekendavisen. Han er stadig tilknyttet avisen i dag, dog som litteraturkritiker.

Tid: Onsdag den 4. marts kl. 19-21
Sted: Hovedbiblioteket i Viborg
Entré: 100 kr.
Arrangører: LOF Midtjylland, Viborg Bibliotekerne og Viborg Højskoleforening

Lukket for kommentarer.