Turen går til Berlin

25. – 28. august 2019: Turen går til Berlin – 30 år efter Murens fald

I år er det 30 år siden Berlinmuren faldt. Den 9. november markeres dagen i Berlin, og også frem til da er det noget, der sætter sit præg på byen. Ta’ med Viborg Højskoleforening på denne spændende 4-dages tur. Berlinmurens fald skal ses i en historisk sammenhæng med Østblokkens åbning mod vest, Tysklands genforening og endelig Den Kolde Krigs afslutning. Vi kommer ind under huden på det moderne Berlin, møder en by i forvandling, får et kendskab til det historiske og politiske Berlin og ser spor efter det tidligere Øst- og Vestberlin .Vi kører hjem via et stop i det historiske Potsdam.
Rejsen er arrangeret for foreningens medlemmer, men alle interesserede er velkommen på denne særlige højskoletur. Der er reserveret 30 pladser i alt. Teknisk rejsearrangør er UNITAS Rejser i Silkeborg (gå til UNITAS).
Download program her.

 

1. dag: Danmark – Berlin
Afrejse fra Viborg med bus med ankomst til Berlin hen på eftermiddagen. Ved ankomsten bliver vi indkvarteret på Berlin Mark Hotel som ligger meget centralt i det tidligere Vestberlin. Dette 4 stjernede hotel er indenfor 2 minutters gang fra Berlins berømte handelsgade, Kurfürstendamm. Der er aircondition på værelserne og mulighed for enkeltværelse mod merbetaling. Hotellet ligger 10 minutters gang fra Gedächtniskirche, Berlin Zoo og KaDeWe (Kaufhaus Des Westens).

2. dag: Byrundtur
Efter morgenmaden, som spises på hotellet, går vi i gang med at udforske Berlins mange seværdigheder. På gaden Unter den Linden ligger de historiske bygninger og statuer som perler på en snor. Besøg på Alexanderplatz med Verdensuret. Herefter kører vi til området Prenzlauer Berg, som er under stærk forvandling, og som viser os noget af det ”gamle Østberlin” – og går en tur langs Eastside-Gallery (rest af Muren, som i dag er kunstværker på rad og række).

3. dag: Byrundtur
Via 6. Juni alleen kører vi til Brandenburger Tor, som vi spadserer igennem ind på Pariser Platz. Vi gør holdt ved Rigsdagsbygningen, inden vi fortsætter til Haus der Kulturen der Welt. Herfra sejler vi en tur på Spreefloden, hvor vi passerer forbi nogle af Berlins mægtige bygningsværker, bl.a. Nationalgalleriet, Humboldt Universitetet, Domkirken og nybyggerierne i Moabit-bydelen.

4. dag: Potsdam, Sans Souci
Efter morgenmaden forlader vi hotellet og kører til byen Potsdam på grænsen til Berlin. Potsdam er mest kendt for sine mange slotte: Slottet Sanssouci fra 1747, bygget som bolig for den preussiske konge, er nok den mest kendte. Vi går en tur i parken før det igen er tid til at vendte hjemad mod Danmark. Hjemkomst om aftenen.

Andre arrangementer
– Mandag aften kører vi en aftentur i Berlins gader.
– Tirsdag aften skal vi opleve et storslået internationalt multishow i Friedrichstadt Palast: VIVID – en kærlighedserklæring til livet.

Aftensmad:
Vi spiser på en nærliggende restaurant. En 3-retters middag koster ca. 25 Euro
Frokost:
Der spises sandwich eller lignende. En stor sandwich koster ca. 6 Euro.

Turens pris
Pris pr. person kr. 3.100,-
Pris for ikke-medlemmer: 3.200,-
Tillæg for enkeltværelse kr. 870,-

Prisen inkluderer:
Bustransport
3 x overnatning i delt dobbeltværelse
3x morgenmad
Udflugter og arrangementer – desuden alle lovpligtige skatter og afgifter.
Bidrag til Rejsegarantifonden

Sidste frist for tilmelding til UNITAS Rejser er 10. juni 2019. Klik har for at gå til UNITAS Rejser.

Rejseleder er Sven Primdal, formand for Viborg Højskoleforening. Sven kan træffes på tlf. 51 26 71 57 for uddybende spørgsmål vedrørende turen.

Lukket for kommentarer.